Den lille, stille historie


Drivkraften i min kunst er fortællingen. Alt tager udgangspunkt i en historie. Ikke i verdens store fortællinger om revolution og vold. I stedet er det den lille fortælling, der fanger mig. Den, der udspiller sig i et ansigt, i en situation, eller en relation mellem mennesker. Nogle gange skifter jeg personerne ud med nøgne høns for at bruge det absurde til at forstærke inderligheden og sårbarheden i situationen. For selvom vi mennesker forsøger at være verdens herrer, er vi alligevel sårbare og rådvilde. Platon definerede os som: “Et tobenet væsen uden fjer”, og kynikeren Diogenes fremviste en plukket høne og sagde: “Her har I et menneske!” Jeg er altså ikke den første, der har draget sammenligningen.

Inde i mig bor en optimistisk sjæl med øje for det skæve og absurde i det daglige. Jeg tror på, at humor, smil og latter åbner sindet for ny inspiration. Længe inden computeren og alle dens muligheder var født, blev jeg uddannet handtegner på et reklamebureau først i 70’erne. Derfor står kvaliteten af det figurlige højt i min bedømmelse af, om et værk er lykkedes. Kort og godt. Hvis jeg maler et portræt af “tante Agathe” skal det ikke alene have en slående lighed. Det skal også være et maleri som andre end “tante Agathes” slægtninge ville have hængende i håb om, at få del i arven.